Sommertur for Hellerup Sejlklubs Juniorafdeling


Hellerup Sejlklubs sommertur er for rigtig mange juniorer sommerferiens højdepunkt. Omdrejningspunktet er socialt samvær og sejlsport, fordelt jævnt over to ugers langfart på vandet.

Turen foregår traditionelt i Ynglinge; ikke den mest lavpraktiske klasse at sejle tur i, men sådan har formatet nu engang altid været. I år er det anderledes juniorerne har i stedet fået bevilliget 2 J70’ere.

Juniorne startede turen i går mandag, og den ene mulighed er at turen går til Anholt, samt Nordsjælland (Gilleleje, Hornbæk) og til sidst ned langs den sydlige svenske vestkyst. Alternativt stikkes der efter Anholt vestpå til Aarhus og de østjyske farvande.

Anders Nørrelykke, organisator af årets HSJ tur udtaler: Da J70’erne trods alt sejler (potentielt) dobbelt så hurtigt som Ynglingene, har vi pludselig en markant øget radius at bevæge os i fra dag til dag, hvilket også påvirker tur-destinationerne meget positivt. Selv med en ordentlig portion medvind havde en destination som Anholt været lidt uden for rækkevidde, for slet ikke at tale om Jylland, hvor man i Ynglinge kun kunne have opholdt sig en dag eller to inden man skulle begynde at stikke snuden hjemad igen.

Det bliver spændende at følge juniorernes tur med J70’erne, og bådens potentiale som tur-sejler.

 I ønskes alle god vind og en forrygende tur.

GB ATTENTION SOLUTION logo volvonellemann PricewaterhouseCoopers Logo.svg