HS vært ved GB Easter Regatta

Årets første kapsejlads er traditionen tro GB Easter Regatta, der afvikles fra langfredag til og med påskedag. Otte CB66 og ti Melges 24 møder til start, hvor der i løbet af de tre dage skal sejles så mange sejladser som muligt.

Vejret har ikke helt forstået, at det er ved at være forår. Det bliver i hvert fald koldt med nattefrost.

Easter Regatta er et af klubbens længstlevende stævner, der har været på programmet i omkring 40 år med enkelte aflysninger, hvis havnen har været lukket af is. I de første mange år var stævnet for Yngling, 606 og H-både, med rigtig mange udenlandske deltagere.

HS lægger vægt på, at GB Easter Regatta har karakter af et træningsstævne, hvor deltagerne kan teste deres form ved sæsonstart, og hvor der også er hygge på land. Øl fra GB- Bryggeriet, grill og en god stævne middag lørdag aften bidrager til det sidste.