Drabant 24

 

Har du lyst til at sejle i noget større end 606, så er Grete måske lige dig! Grete er en stabilt sejlende 24 fods Drabant med påhængsmotor, kahyt og soveplads til 4 personer. Grete er til rådighed for Hellerup Sejlklubs seniormedlemmer, der er blevet godkendt som førere.
Du kan altid komme med på en gæstetur ved at henvende dig til en af bådsmændene (se adresser nedenfor). Vi holder med jævne mellemrum ”caffe latte ture” som er åbne hyggeture, en aften på vandet. Se opslag i klubben, eller på Groupcare, eller skriv til en af bådsmændene og bliv skrevet på vores gæsteliste. Så hører du fra os, når der er en tur.
 
Livet omkring Drabanten Grete
 
Det er glæden ved at sejle og ønsket om at sejle sammen med andre, der driver værket. En gruppe aktive sejlere holder Grete på vandet og vedligeholdt. Bådens liv er helt afhængig af denne aktive gruppe, og af at der løbende kommer nye ind i gruppen, fordi der også løbende er nogle, der går ud. De aktive sejlere vælger en eller flere bådsmænd, pt. er der tre. Disse koordinerer aktiviteterne, holder styr på regnskabet og er kontaktpersoner til klubben. Det er sjovt og hyggeligt at være med, og der er både plads til dem, der er meget aktive og sejler tit, og dem, der er mindre aktive og kun sejler en gang i mellem. Alle forventes dog at deltage i den årlige vedligeholdelse, som der indkaldes til af bådsmændene.
 
Båden er købt og betalt af Hellerup Sejlklub, men driftsomkostningerne dækkes ved at brugerne betaler sæsonkort og lejer båden til weekendture eller ugesejlads i sommerperioden.
 
Hvordan bliver jeg fører?
 
Du skal have duelighedsbevis og gerne sejlererfaring som fører. Der arrangeres hvert år et ”øvelsessejladskursus” i Drabanten á 8 aftener, hvor du bliver fortrolig med motoren og havnemanøvrer både for motor og sejl. Når instruktøren anser dig for tilstrækkelig erfaren bliver du godkendt og får nøgle. Formelt er det en bådsmand, der indstiller dig til Seniorbådsudvalget. Hvis du har meget sejlererfaring fra 606 eller større både andre steder, så er det sikkert nok med et par aftener på vandet med en af instruktørerne eller en bådsmand.
 
GB ATTENTION SOLUTION logo volvonellemann PricewaterhouseCoopers Logo.svg