For officials

Gode officials er en forudsætning for at arrangere gode kapsejladser. Med HS' ambitionsniveau og tradition har vi brug for mange gode hjælpere på alle positioner. Her på siden kan du læse om, hvilke opgaver der skal løses i forbindelse med kapsejladserne og hvordan hvad du skal gøre for at komme med på holdet eller få en uddannelse som kapsejladsleder.

Alle officials er ulønnede og frivillige ved HS' kapsejladser. Vis dem derfor respekt og anerkendelse og giv gerne en hånd med.

Vi lægger vægt på at have det sjovt og rart sammen på vandet og på land, selvom vi skal levere en førsteklasses præstation til både træningssejladser og verdensmesterskaber.

Hvis du har lyst til at høre mere om opgaverne eller allerede ved, at det er noget for dig, så kontakt kapsejladschef Ann Filippa Madsen regatta@hellerupsejlklub

Stævnelederen:

Det er stævnelederen, som har det overordnede ansvar for planlægning og gennemførelse af kapsejladser. Stævnelederens vigtigste funktion er at samle et godt hold af hjælpere til stævnet. Herundover står stævnelderen for de eksterne kontakter til fx. klasseorganisationer, Dansk Sejlunion og sponsorer og sørger for stævnets økonomi. Der tilbydes stævnelederuddannelse i HS (i DS regi) over 2017/2018. Har du lyst til en vigtig rolle ifm stævner, og er god til at koordinere aktiviteter, holde overblik og har lidt organisatorisk tæft, så tøv ikke med at melde dig til opgaven.  Der er brug for flere stævneledere vi kan trække på.

 

Bureau:

Kapsejladskontoret ("bureauet" eller "regatta office") håndterer papirarbejdet under stævnet og står for dialogen med deltagerne i land, fx i forbindelse med registrering. Der er meget at holde styr på, så der kræves et roligt gemyt, et godt overblik og gerne gode sprogkundskaber. Bureauet sørger bl.a. for at håndtere deltagerlister, resultater, opslag på opslagstavlen, betalinger, modtagelse af protester og meget mere. Hjælperne på bureauet har ofte meget lange arbejdsdage, da de skal møde som de første og tit må blive til sidste protest er behandlet, resultaterne offentliggjort og alt er ryddet op. Gode IT-kundskaber på brugerniveau er påkrævet.

Grej og hjælp i land:

Der er mange opgaver med at klargøre og fordele grejet til følgebåde, opstilling af borde og stole i hallen, hjælp med at få deltagernes joller og jollevogne på rette pladser på havnen, betjening af kranen, og meget andet. Det er bestemt er fordel, hvis du er stærk og har lidt praktisk og teknisk snilde. Men selv den mindste hjælp vil ofte være velkommen. Du må dog være forberedt på, at hvis man rækker stævneelderen en lillefinger, tager han hele armen, for der er meget at gøre. Men med mange gode hjælpere er det en sjov og overkommelig opgave.

Forplejning:

HS tilbyder ofte at deltagerne kan spise morgenmad og smørre madpakker inden de tager på vandet. Det kræver indkøb og forberedelse om morgenen. Efter sejladserne kan der være let grill, sandwich eller snacks samt måske "moleøl" eller andet at drikke. Også her er der brug for assistance. Af og til holder vi store stævnemiddage, hvor klubbens restauratør har ansvaret.

Følgebåde:

Dommerbåden er ofte en større privatejet sejlbåd eller motorsejler. Her er vi meget afhængige af få klubmedlemmers store velvilje. På dommerbåden er banelederen øverste ansvarlige. Han fordeler opgaverne og leder slagets gang. Hjælperne tager sig bl.a. af signalgivning (flag, horn, skud), radiokommunikation, observationer, kommunikation med følgebåde samt måltagning. De vigtigste forudsætninger for at være nyttig på dommerskibet er at man har lyst til at hjælpe, er søstærk, kan holde ører og øjne åbne og i øvrigt gør hvad man får besked på.

Mærkebådene udlægger kapsejladsmærkerne og retter banen til, hvis fx vinden springer. Desuden observerer man hele tiden ændringer i vind og vejr og orienterer banelederen. Mærkebådene hjælper med at signallere baneændringer og de kan hjælpe med at skrive rundings- eller måltagningslister. HS råder over en stribe gode følgebåde: Motorbådene Goliath og Trippe samt flere hurtige ribs og motorjoller. For at sejle bådene skal man have speedbådskørekort eller duelighedsbevis og være godkendt af følgebådsudvalgets formand. HS hjælper gerne med uddannelse og træning. Desuden skal man være sæstærk, have et godt overblik, være hurtig og stærk, være lærenem, have et godt overblik, være ædruelig og villig til at gøre hvad der kræves, selv når vejret er surt og man er våd og træt. Store krav, men det er nok bedst at være advaret på forhånd.

Startlinjebådene er normalt stabile ribs (gummibåde) og kommer så tæt på sejlerne, at der kræves gode nerver. Startlinjen skal ligge perfekt, så det skal tit justeres anker i ekspresfart. Man bliver bedt om at følge med i nedtællingen og holde øje med både, som eventuelt starter for tidligt. Der stilles mindst samme krav til hjælpernes kvalifikationer som på mærkebådene. Det er en ekstra fordel, hvis man ser godt ud.

Baneleder:

Banelederen har det sportslige ansvar for kapsejladserne, det vil sige alt hvad der sker på vandet og har med kapsejladsens fair afvikling at gøre. (Banelederen blev tidligere kaldt "dommeren".) Banelederen har en dansk eller international uddannelse som kapsejladsleder, erfaring som kapsejler og skal have gode lederegenskaber og kommunikationsevner. Desuden stilles samme krav som til alle andre hjælpere. HS støtter meget gerne kapsejladsmedhjælpere, som ønsker at få en uddannelse som kapsejladsleder/baneleder (eller protestbehandler). Tag fat i kapsejladschefen, og tal om dine muligheder. Læs også gerne om de forskellige uddannelser på Dansk Sejlunions hjemmeside www.sejlsport.dk.

Protestkomité:

Protestkomitéen behandler de protester, som kapsejlerne måske lægger mod hinanden, anmodning om godtgørelse eller protester fra kapsejladskomitéen. Protestkomitéens formand skal mindst have en uddannelse som national protestbehandler, men hvis der er tale om et internationalt mesterskab kræves en international uddannelse. Desuden er det vigtigt, at protestkomitéens medlemmer selv har kapsejladserfaring og at nogle tilmed kender den konkrete klasse/bådtype ved stævnet.Protestkomitéen behøver ikke altid at være tilstede under kapsejladsen, men tilkaldes, hvis der lægges protest. Til gengæld kan det blive sent, før protestbehandlerne er færdige og de er ofte under pres fra sejlerne eller hvis behandlingen trækker ud.